Historien om Green Sails

Mine forældre havde altid haft båd, jeg fik min første jolle i 1954, Optimistjollen var lige kommet til byen, min far syntes det var en komodeskuffe og ikke noget at sejle rundt i.
Jeg lånte mig frem og fik min første kapsejladserfaring.
Jeg var nu 13 år og købte en Piratjolle. Hver vinter gik med at bygge den lettere og gøre den hurtigere.
Konfirmationspengene + hvad jeg kunne låne gik til en ny Elvstrøm Finn jolle.
Jeg er nu kommet i lære som maskinarbejder, og samtidig hård træning i Finn jollen, jeg vejede ca 30 kg for lidt, det var hårdt.
Finn jolle sejlads foregik i København, sejlerne fra Elvstrøm Sails var gæstfrie, jeg kom til at snuse til sejlmageriet, det var spændende.
Jeg startede Green Sails i 1965, mine forældres hjem blev til sejlmageri i 5 år, i 69 var vi 4 mand +min mor, der var sejl overalt, jeg var selv flyttet hjemmefra og mine forældre boede i en krog af huset- det var for meget så jeg købte huset hvor GS er nu, 2 år senere blev det udvidet som det ser ud nu.
Mange har spurgt hvorfor vi ikke flytter til større lokaler udvider osv - det gør vi ikke, alle der arbejder her er gode håndværkere og ønsker en personlig kontakt til den enkelte kunde, her taler du med den der fremstiller sejlet.
I mange år var vi leverandør til værfterne vi var 10-15 mand her på Haslevej, det blev til mange sejl - tiderne har ændret sig, i dag er vi 4-8 mand, de har været her 32-25-24-20-18-7-3 år, så vi ved hvad vi taler om når det handler om sejl.
Teknologi, ja vi smiler af andre sejlmagere der skriger op om at nu laver de Computer Designede sejl, det første Computer sejl fremstillede vi i 1977, den første strejemaskine der tegnede automatisk op på sejlene blev sat igang 1979.
Computer styret dugtest udstyr startede vi i 1978 - længe før dugfabrikkerne havde noget tilsvarende (den indgyder stadig respekt hos dugfabrikkerne) og den bruges hver dag.
I dag fremstiller vi sejl direkte til dig efter de ønsker du har, det kan være til en Europa jolle eller til en 60 fods Kutter begge både har specielle ønsker - den ene vil vinde, den anden skal på langfart og sejlene skal hænge sammen ud og hjem, det klare vi !!!

Med sejler hilsen Svend Christensen

Tilbage til : Cruising Sails

E-Mail Green Sails